Eksistentiel terapi

Kvalitetssikring og supervision

Jeg udbyder samtaler i forbindelse med at jeg gør min uddannelse færdig

Som en del af det afsluttende eksamensforløb til eksistentiel dynamisk psykoterapeut, skal jeg have samtaleforløb med eksterne klienter. I den forbindelse udbyder jeg eksistentiel terapi som samtaletilbud.

Kvaliteten af samtalerne sikres gennem supervision hos min uddannelsesleder. For at få den bedst mulige vejledning og udbytte af supervision, vil jeg gerne optage samtalerne på video.

Håndtering og opbevaring af samtaleoptagelser:

Samtalerne vil blive optaget på min iPhone for derefter at blive overført og gemt på min eksterne harddisk (det er et drev som kan kobles fra min Macbook og være offline). Optagelsen på min iPhone slettes.

Jeg vil klippe ca. 15-20 min. ud fra en samtale. Klippet vil ligge på min Macbook og jeg vil vise min uddannelsesleder klippet til supervision fra min Macbook. Derefter vil jeg slette klippet. Samtalen eller dele af samtalen vil ikke blive videregivet til andre eller være uploaded nogen steder.

 

Når samtaleforløbet afsluttes, vil jeg senest 3 uger efter slette alle samtaler fra min eksterne harddisk. Grunden til at jeg har samtalerne gemt indtil samtaleforløbet er afsluttet er at jeg kan lave en samlet vurdering af min faglige praksis, som et led i min uddannelse. 

Hvis vi i løbet af en samtale kommer ind på noget som er meget personligt for dig og du ikke ønsker at det bliver vist til supervision, kan du til enhver tid fortælle mig det. Så vil jeg udelade at inkludere det omtalte emne i klippet til supervision.

Jeg er underlagt de etiske retningslinjer fra Dansk Psykoterapeutforening og mit uddannelsessted EDP Instituttet. 

Læs mere om EDP uddannelsens menneskesyn, indhold og etikregler her: eksistentiel-psykoterapi.com/psykoterapeut-uddannelse/etik

Inden vi starter samtaleforløbet, vil vi underskrive en samarbejdsaftale omkring de punkter, som er beskrevet på siden her. Jeg sender dig gerne en version af samarbejdsaftalen til din email, hvis du vil læse den igennem eller har spørgsmål.